Menu
Søg
12 danske virksomheder i eksperiment med design som innovationsbooster
12. juni 2015
Fra Mærsk Olie og Gas over Thürmer Tools til Zoologisk Have: 12 danske virksomheder går nu sammen med 12 designbureauer om at kickstarte en innovativ service eller forretningsidé med design som centralt værktøj. Ordningen hedder PLUS og er støttet af Markedsmodningsfonden.
Morten Arnfred
De 12 nye PLUS-partnerskaber blev præsenteret i Industriens Hus 12. maj.

Syv år efter finanskrisen halter det fortsat med væksten. Virksomhederne kan ikke høste mere gennem effektivisering og behovet for innovation og nye forretningsidéer er akut.

Nu går 12 danske virksomheder i partnerskab med 12 designvirksomheder for at løse hver sin innovationsudfordring. Tesen er, at design som metode kan rykke virksomhedernes innovation og evne til hurtigt og skarpt at udvikle nye forretningsidéer og services – med kunden i fokus og derfor høj træfsikkerhed i markedet.

Ordningen hedder PLUS, er støttet af Markedsmodningsfonden og drives i et konsortium mellem Dansk Design Center, Dansk Industri (DI), DTU og designbranchens organisation, Design denmark.

– Vi ved, at design og designmetoder kan booste virksomheders innovationskraft og -tempo når det bruges i forretningsudviklingen, f.eks. i form af brugerdrevet udvikling, visuelle værktøjer, eksperimenter og hurtig prototyping. PLUS-programmet finder nye måder at føre dén viden ud i livet og ind i forretningen, i konkrete partnerskaber omkring udfordringer, som virksomhederne selv finder relevante, siger Christian Bason, CEO for Dansk Design Center.

De 12 virksomheder er: Mærsk Olie og Gas A/S, Solar A/S, E-vet/KRUUSE, Zoologisk Have København, MP Pension, CRAMO A/S, Comwell, Thürmer Tools ApS, SKOV A/S, BCHG / CIFF, Elos Medtech Pinol A/S og MEC Switches A/S.

De 12 designvirksomheder er: Granyon and CPH ID, ImageConsult, 2+1 Idébureau, Is it a Bird, Gramstrup + Co ApS, SkabelonDesign A/S, FUTU, Kontrapunkt A/S, Attention Group, Urgent.Agency, MOEF A/S og Produktdesignerne.dk.

Konceptet er groft sagt, at hvert partnerskab – én virksomhed og én designvirksomhed – sammen definerer og løser en kompleks innovationsopgave, som er strategisk forankret og som skal skabe en løsning, der kan være konkurrencedygtig. Begge parter flytter sig et godt stykke ud af deres almindelige drift- og komfortzone og leverancen kan være alt fra en helt ny forretningsmodel over anbefalinger for en fremtidig digitalisering til helt nye services og produkter, forklarer Christian Bason, og slutter:

I PLUS spiller designere og virksomheder sammen om forretnings- og produktudvikling, så begge parter får nye værktøjer og inspiration til samarbejde og udvikling. Det er vigtigt, fordi det kan bidrage til at udløse det vækstpotentiale, som design har for erhvervsliv og samfund. Vi kan se, at design kan blive et væsentligt konkurrenceparameter for virksomheder på tværs af brancher og derfor lægger vi også vægt på at dele de læringer og metoder, der kommer ud af PLUS-partnerskaberne med danske virksomheder mere bredt set og bidrage til, at de i højere grad bliver opmærksomme på forretnings- og innovationspotentialet i designanvendelse.

Hvert PLUS-partnerskab modtager 250.000 kr. i støtte fra Markedsmodningsfonden; virksomheden betaler desuden 50.000 kr. og stiller med de ressourcer, opgaven kræver. Det totale budget på 300.000 kr. til hvert partnerskab dækker designerbureauernes arbejdstimer, som leveres til kostpris + 20% .

For yderligere oplysninger kontakt:
Malene Jung, projektleder, PLUS-programmet, Dansk Design Center, +45 26 22 46 84, maj@ddc.dk
Peter H. Kamph, kommunikationschef, Dansk Design Center, +45 20 98 42 13, phk@ddc.dk

 
Seneste
Nyhedsbrev
Få nyheder om Dansk Design Centers aktiviteter direkte i din inbox