Menu
Søg
Dansk Design Center vælger Spacon & X
17. januar 2018
Bureauet Spacon & X har vundet udbud om at levere indretning af Dansk Design Center nye faciliteter i BLOX.
BLOX, januar 2018. Foto: Michael Levin
Michael Levin / BLOX

Dansk Design Center rykker til april ind i Realdanias store byggeri BLOX, som skal huse en innovationshub for arkitektur, byggeri, byudvikling og design. Her vil Dansk Design Center fortsætte arbejdet for, at danske virksomheder bliver endnu bedre til at skabe, producere og eksportere fremtidens løsninger. De nye lokaler bliver designet og indrettet af arkitektfirmaet Spacon & X.

Dansk Design Centers CEO Christian Bason begrunder valget af Spacon & X således:

”Det har været vigtigt for os, at DDCs nye lokaler bliver en refleksion af vores identitet og vores måde at arbejde på. Spacon & X har været rigtig gode til at få vores værdier afspejlet i indretningen, som bl.a. innovation, open source og bæredygtighed. Vi glæder os meget til samarbejdet.”

Arkitektfirmaet Spacon & X har bl.a. tidligere indrettet IKEAs udviklingsenhed, Space 10 i Kødbyen i København samt det danske tøjmærke Wood Woods forretninger. Nu er opgaven at sætte en unik identitet for Dansk Design Center midt i et stort byggeri og kontorfællesskab som Blox:

”At skulle indrette Dansk Design Centers nye lokaler i Blox er for os en fantastisk mulighed for at skabe rammerne for et spændende og frugtbart møde mellem innovation, erhvervsliv og design. Derfor har vi skabt et system, der giver fleksible rammer for de produkter og eksperimenter, der bedst afspejler de nye aktuelle designbevægelser i dag og i fremtiden. Samtidig giver det fleksible system Dansk Design Center mulighed for at operere agilt, både i dagligdagen og over tid. Vi glæder os til opgaven!,” siger Nikoline Dyrup Carlsen, partner i Spacon & X.

Seneste

Seneste
Nyhedsbrev
Få nyheder om Dansk Design Centers aktiviteter direkte i din inbox