Menu
Søg
Lightyears
24. august 2016
Lightyears hyrede en produktudvikler med designerfaring - Det medførte et nyt brand, en ny strategi og tre år som "Gazelle-virksomhed".

Baggrund
Lightyears startede som det familieejede firma Horn Belysning, og voksede sig til at blive Danmarks næststørste belysningsvirksomhed tilbage i 80’erne. I løbet af denne periode opnåede firmaet en årlig omsætning på omkring 100 millioner kroner.

Deres varesortiment bestod på det tidspunkt af et mix mellem firmaets egne modeller og profilløse lamper produceret i Kina, som blev solgt i store partier til kunder som f.eks. tyske detailkæder og IKEA.

“Problemet med det forretningskoncept var, at det var alt for nemt at efterligne. Det var for let for kunderne selv at tage til Kina og købe ind og dermed slippe for fordyrende mellemled.”

Lars Østergaard Olsen, Direktør, Lightyears

Tabet af vigtige kunder resulterede i en nedgang for firmaet over flere år, hvor omsætningen faldt med 2/3. En frisk start var nødvendig.

Hvordan design hjalp
Da Lars Østergaard Olsen overtog direktørstolen i 2004, vidste han fra starten af, at forandring var nødvendig for at redde firmaet og skabe bæredygtig vækst.
Til at kickstarte processen hyrede Lars en produktudvikler med stor designerfaring – Rasmus Markholt.

Sammen indledte de en rejse for at transformere det skrantende firma til en international, konkurrencedygtig forretning med egne, stærke produktbrands.

Deres analyse afslørede et hul i markedet: Der var ingen mangel på billige lavkvalitetslamper, og masser af dyre højkvalitets lamper – men hvad nu, hvis man kunne sælge højkvalitetslamper billigere end konkurrenterne?

For det kunne lade sig gøre, definerede og implementerede de en ny designbaseret strategi og en fuldstændig rebranding.
De startede med at give det danske firma navnet Lightyears, et brandnavn, der passede bedre til det internationale marked samtidigt med, at det signalerede firmaets skift fra at sælge profilløse lamper til designbelysning i høj kvalitet.

Med et nyt brand på plads og en klar strategi, rakte Lightyears ud til førende designere for at få deres hjælp til at skabe et nyt sortiment.

Firmaet kunne ikke tilbyde høje lønninger, men tilbød i stedet designerne en procentdel af salgsindtægten for hver solgt lampe.

Det krævede selvfølgelig at designerne turde udvise risikovillighed – og det gjorde ganske mange af dem hvilke tresulterede i nogle helt unikke samarbejder.

Caravaggio-lamper designet af Cecilie Manz for Lightyears
Lightyears
Caravaggio-lamper designet af Cecilie Manz for Lightyears.

I samarbejde med topdesignere som Cecilie Manz og Jørn Utzon kunne firmaet introducere 10 nye produkter til markedet i forbindelse sin relancering, nu som Lightyears.

“Med et designprodukt kan konkurrenterne ikke udmanøvrere dig med lavere priser. Vores lampedesigns sikrer os en tydelig og særlig profil i forhold til den store masse af virksomheder. Det er jo ikke fordi, der er mangel på lamper i verden.”

Lars Østergaard Olsen, Direktør, Lightyears

Udbytte

60
internationale markeder nået

2X
den forventede omsætning det første år

70%
af produkterne sælges nu til udlandet

Resultaterne af Lightyears designstrategi har været overraskende positive. Omsætningen det første år var dobbelt så højt som forventet, da firmaets produkter i dramatisk grad blev mere konkurrencedygtige.

Deres unikke belysningsudvalg omfattede Caravaggiolampen af Cecilie Manz og Concert-pendlen af Jørn Utzon, som nu sælges i detailhandel i over 50 lande over hele verden.

Designernes navne og produkternes kvalitet åbnede dørene til nye markeder og blev hurtigt bestsellers.

Lightyears lamper hænger nu i operahuset i Sydney og er blevet et kæmpe hit over hele kloden.

2014 var det tredje år i træk, hvor Lightyears blev en ”Gazellevirksomhed”, hvilket betød, at de oplevede en konstant vækst de foregående fire år, med mere end en fordobling af deres omsætning eller bruttooverskud i perioden.

Årsagen til Lightyears succes skal findes i det fokus, deres designstrategi har givet dem – som tillod dem at lægge de produkter på hylden, som ikke gavnede virksomheden, og i stedet opbygge et internationalt ry for kvalitet.

“Det er fantastisk at sælge et produkt, man virkelig kan stå inde for. Når det er sagt, vil vi ligesom alle andre gerne lave overskud. Hvis der ikke var nogen penge i design, ville vi ikke bruge det.”

Lars Østergaard Olsen, Direktør, Lightyears
Seneste
Nyhedsbrev
Få nyheder om Dansk Design Centers aktiviteter direkte i din inbox