Menu
Søg
Ny undersøgelse: Danske virksomheder skal konkurrere på klogt design
30. november 2016
Danmarks verdenskendte sans for at bruge design kan fremover blive en ny vækstmotor for dansk erhvervsliv. Det fremgår af en ny undersøgelse fra Dansk Design Center og Dansk Industri.
Design Delivers-konferencen 30. november 2016

Undersøgelsen Exploring Design Impact viser, at virksomheder, som arbejder systematisk med at bruge design i udviklingen af deres produkter og services, siger, at det styrker indtjeningen, og at det vil få større betydning i fremtiden. Men i dag er det kun 13 pct. af virksomhederne, som bruger design strategisk, selv om 2 ud af 3 virksomheder, der bruger design, forventer, at det får stadig større betydning for deres konkurrenceevne.

- Vi kender alle eksempler på fravalg af design – en besværlig tur gennem en lufthavn, hvor det er umuligt at finde rundt, fjernbetjeninger med alt for mange knapper eller online- og mobilløsninger, der ikke er intuitive. Hvis flere virksomheder fra starten af tænker på brugeroplevelser, så vil de kunne høste store gevinster. Det er jo tankevækkende, at 74 pct. af de virksomheder, der bruger design, oplever, at det har positiv betydning for deres bundlinje, siger underdirektør i Dansk Industri Charlotte Rønhof.

Undersøgelsen viser, at 58 pct. af danske virksomheder anvender design, og at virksomhederne opfatter design som et konkurrenceparameter af stigende vigtighed. Den viser dog samtidig, at det stadig er de færreste  - 13 pct. - som bruger design på den måde, der ifølge svarene i undersøgelsen giver mest værdi, nemlig som en central og styrende komponent i arbejdet med forretningsudvikling.

- Design er en dansk styrkeposition internationalt. Alle kender vores klassiske møbler, men design er meget mere end formgivning i verdensklasse. Det er også et uundværligt værktøj for de virksomheder, der bruger design med udgangspunkt i kundeoplevelsen, i udformningen af nye forretningsmodeller og virksomhedernes strategier for fremtiden. Og det er faktisk de virksomheder, der oplever den mest positive effekt af design, siger Charlotte Rønhof.

Undersøgelsen, som er foretaget af Epinion blandt 805 virksomheder, viser desuden, at 67 pct. af de virksomheder, der anvender design, forventer, at design bliver et vigtigere konkurrenceparameter over de næste fem år.

- Det afspejler en generel udvikling lige nu, som vi f.eks. ser i USA i Silicon Valley, hvor designmetoder og designtænkning vinder frem som strategisk værktøj til forretningsudvikling med dyb empatisk indsigt i brugeres og kunders liv og behov. Samtidig burde vi i Danmark potentielt stå godt på banen som designnation med en stærk arv og et godt brand internationalt - især hvis vi i endnu højere grad bruger design som værktøj til innovation og udvikling af nye forretningsmodeller og koncepter, siger CEO for Dansk Design Center Christian Bason.

- Den gode nyhed er, at det hverken behøver at kræve massive investeringer eller komplekse forløb at engagere sig mere med design som leder eller som virksomhed. Og fra vores arbejde med at etablere innovationspartnerskaber mellem erhvervsliv og designere ved vi, at mange virksomheder får en positiv overraskelse, når de involverer sig med design på et forretningsmæssigt avanceret niveau. Det viser sig ofte at være en genvej til nye løsninger og vækst, siger Christian Bason.

- Undersøgelsens resultater tyder på, at fravalg af design ofte handler om oplevet lav relevans, ligesom design som begreb tilsyneladende stadig er diffust. Derfor bør vi forsøge at gøre det mere tydeligt for virksomhederne, at design kan give værdi som værktøj til innovation og forretningsudvikling - og ikke mindst give nogle gode, konkrete eksempler, siger Christian Bason.

Dansk Design Center og DI præsenterer undersøgelsens resultater på konferencen Design Delivers i Industriens Hus den 30. november, hvor virksomhederne vil kunne få undersøgelsen sat i kontekst af en række stærke fagfolk og ikke mindst hente sparring og inspiration hos kolleger, der anvender design på forskellig vis.

Seneste
Nyhedsbrev
Få nyheder om Dansk Design Centers aktiviteter direkte i din inbox