Menu
Søg
Dansk Design Center år 2: Gearet til at skabe effekt
2. marts 2017
Hvad har præget Dansk Design Center i det seneste år, og hvad er vores forventninger til 2017? Nu hvor vi er trådt et godt skridt ind i det nye år er tiden kommet til at kigge tilbage – og frem.

Dansk Design Center har de seneste to år gennemgået en omfattende transformation. I dag er vi omkring 25 medarbejdere, som arbejder på tværs af fem strategiske platforme, der alle har fokus på innovation, vækst for danske virksomheder og jobskabelse for Danmark. Platformene tæller i dag digitale fremtider, avanceret produktion, design for byudvikling, design af sundhedsløsninger, samt nye dimensioner i designfeltet.

Vækst gennem design
I 2016 byggede vi videre på den model for effektskabelse, vi har opbygget, og som handler om at igangsætte nyskabende vækstindsatser, der bringer design i spil i virksomhederne, sikre systematisk dataindsamling og læring af forløbene, og kommunikere og skalere resultaterne. Vi begynder nu at se resultaterne af indsatser, hvor vi inviterer virksomheder til at anvende design som tilgang til deres væsentligste udfordringer. For eksempel viser vores foreløbige effektmåling af PLUS programmet – et partnerskab med Dansk Industri (DI), DTU og Design denmark – at for hver 1 million kroner vi har investeret i designprojekter, forventer virksomhederne samlet set at skabe mere end 10 millioner kroner i øget værditilvækst de næste tre år. Efterhånden som vi får flere tal fra virksomhederne, vil det forhold sikkert blive justeret. Men der er ingen tvivl om, at rigtigt anvendt kan designernes metoder føre til markante nye løsninger og forretningsmuligheder.

Det viste vores store undersøgelse Exploring Design Impact da også. Da vi sammen med DI præsenterede analysen af 800 danske virksomheders erfaringer med design, sagde de mest avancerede og strategiske brugere af design for 90 procents vedkommende, at deres designarbejde kunne aflæses direkte og positivt på bundlinien.

 

Resultaterne fra en undersøgelse af anvendelsen af design blandt 800 danske virksomheder præsenteres ved konferencen Design Delivers d. 12. december.
Resultaterne fra en undersøgelse af anvendelsen af design blandt 800 danske virksomheder præsenteres ved konferencen Design Delivers d. 12. december.

Dansk Design Center som platform for udbud, efterspørgsel og feltets aktører
Kortlægningen af danske virksomheders efterspørgsel efter design er blot et enkelt udtryk for den vision, vi forfølger i Dansk Design Center om at være en åben og værdifuld ressource for både dansk erhvervsliv, designerne, og de forskellige aktører som søger at styrke vores designkompetencer og anvendelse af dem. Vi vil de kommende år arbejde åbent og inkluderende som en platform, som ikke alene stiller nyttige data til rådighed, men som understøtter en ny dialogproces blandt de betydende aktører på området. Det vil vi gøre ved:

  • At gentage kortlægningen af danske virksomheders designanvendelse hvert andet år
  • At etablere en helt ny typologi og kortlægning af udbuddet af designressourcer i Danmark (og sandsynligvis også Norden), som også skal opdateres systematisk
  • At fortsætte det Design Forum som vi har taget initiativ til, og hvor alle institutioner og organisationer på designområdet mødes fire gange årligt, deler viden og sammen udvikler bud på styrkelse af feltet.

Vi vil også fortsætte med at tage initiativ til og gennemføre aktiviteter som inspirerer, samler og udvikler designfeltet i et vækstperspektiv. Det har vi gjort i massivt omfang i 2016 (se box), hvor den helt nye Danish Design Award er den begivenhed, jeg personligt er mest stolt over, og som også fremover vil udgøre en helt særlig og festlig fejring af dansk design. I 2017 går vi dog skridtet videre i partnerskab med Design denmark og gode kolleger i Kolding: Vi afholder Awarden både i København – som sidste år i Industriens Hus – og i Kolding som led i byens Design Week. Ikke nok med det, sammen med en bredere kreds, der også tæller Designmuseum Danmark og Danske Kunsthåndværkere og Designere, lancerer vi Design Destination Denmark, en festival for design og kunsthåndværk i hele landet. Elementer herfra bliver også videreført til Aarhus 2017, så årets kulturhovedstad ligeledes bliver beriget med dansk design under overskriften New Danish Modern.

Vinderne af de individuelle priser ved Danish Design Award 2016.
Vinderne af de individuelle priser ved Danish Design Award 2016. Foto: Agnete Schlichtkrull CC BY Non-Commercial

Ny bestyrelsesformand, ny identitet
I 2016 bød vi velkommen til global marketingdirektør i Velux, Michael Kragh Rasmussen, som ny bestyrelsesformand for Dansk Design Center. Med denne kapacitet på posten har vi fået såvel kontinuitet (Michael var før bestyrelsesmedlem) som fornyelse og nye tanker om Dansk Design Centers videre udvikling. Michaels tiltræden er også endnu et skridt i videreudviklingen af vores moderfond, Design Society, som han også er formand for, og vores frugtbare samspil med kollegerne i Danish Fashion Institute, Copenhagen Fashion Week, og INDEX: Design to Improve Life.

I Dansk Design Center er et symbol på forandringerne ikke mindst vores nye grafiske identitet, som blev skabt af bureauet WAAITT og lanceret i november 2016. Identiteten har givet os et helt nyt, dynamisk og fleksible sæt af grafiske elementer og udtryk som er skræddersyede til en digital verden.

2017: Et skalerings- og effektår
Da vi for to år siden startede rejsen med at bygge det nye Dansk Design Center, etablerede vi en række principper, strukturer og arbejdsmetoder som først fungerer rigtig godt når der er volumen og skala i de ting, vi foretager os. Det betyder, at 2017 bliver et år hvor vi fokuserer på at tiltrække ressourcer og partnere til større og mere slagkraftige indsatser, og hvor vi går målrettet efter aktiviteter vi vurderer kan skabe markante effekter i form af ny innovation og vækst på den korte – men også den mellemlange – bane. Og pipelinen bobler i den grad. Vi samarbejder med virksomheder om nye forretningsmodeller for open source produktion; vi skaber fremtidsscenarier der kan forme nye markeder for sundhedsløsninger nationalt og internationalt; og vi igangsætter om kort tid en indsats, der skal inspirere 1000 virksomheder til at engagere sig med alt det, design kan gøre for dem.

Endelig er vi meget spændte på hvordan vi styrker vores internationale rolle yderligere. I 2016 gennemførte vi oplæg og indsatser så forskellige steder som Austin, Washington og Miami, i Dubai og Berlin. Og vi var værter med CBS for et ambitiøst internationalt symposium om vækst gennem policy eksperimenter. I 2017 har vi draget en række danske og nordiske virksomheder med i det officielle program på den store digitale konference SXSW Interactive i Austin. På europæisk plan fortsætter vi som business partner i platformen Design for Europe. Og herhjemme venter vi os meget af et nyt samarbejde med Københavns Kommune om Beijing Design Week 2018 – en unik mulighed for at udvikle og afprøve nye koncepter for at bringe dansk design ud i verden som vækstdriver for vores lands øvrige styrkepositioner. For yderligere at sikre internationalt udsyn, input og inspiration til Dansk Design Centers arbejde, har vi sammen med Designrådet nyligt fået et rådgiverpanel af tunge, internationale design- og innovationsfagfolk. 

Nu har vi bygget et stærkt Dansk Design Center; tiden er inde til at vi viser den forskel, vi kan gøre. Jeg glæder mig til at få det til at ske i den ånd, vi har besluttet at arbejde i: Åbent, inkluderende og i gensidigt berigende partnerskaber. Kom og vær med!

2016
Udvalgte events

Policy EXPERIMENTATION by Design - 12.12.16
Bæredygtig vækst gennem design - et endags symposium om systematiske, politiske eksperimenter.

DESIGN DELIVERS - Sådan rykker design forretningen - 30.11.16
Onsdag den 30. november 2016 åbnede Dansk Industri og Dansk Design Center dørene til konference om, hvordan design kan rykke forretningen.

Design Fremtidens Forretning - 11.10.16
Konferencen Design Fremtidens Forretning satte fokus på designs evne til at styrke virksomheders innovationskraft, og gav inspiration til, hvordan du kan designe din forretnings fremtid.

Hvad er design? Designbegrebet til debat - 26.08.16
Kunstakademiets Designskole og Dansk Design Center inviterede til mini-konference om designbegrebet.

Folkemødet 2016 - 16-18.06.16
Man kunne møde Dansk Design Center på Folkemødet, hvor vi deltog i en række arrangementer om design, teknologi, iværksætteri og vækst.

Form Fremtiden - 10.06.16
Lancering af Form Fremtiden: Verden over bliver designere hevet ind for at styrke virksomhedernes forretning. Men selv om Danmark er en førende designnation, finder designerne sjældent vej ind i danske virksomheder.

Del eller dø #FutureFab - 09.06.16
Hvordan kan virksomheder implementere open source-principper uden at miste deres forretningsgrundlag? #FutureFab-debatten omhandlede muligheder og udfordringer ved open source-baserede forretningsmodeller.

Inspiring FUTURE URBAN Innovations Copenhagen - 08.06.16
Hvordan bidrager urbane innovationer til at skabe ikke kun effektive, teknologisk drevne fremtidige byer, men ligeledes fantastiske byer, som er designede, så de er værd at leve i for os mennesker? I samarbejde med World Economic Forum’s Global Agenda Council on the Future of Cities, Dansk Design Center, Designrådet og the International Federation of Housing and Planning debatterede vi inspirerende urbane innovationer og vores fælles fremtidige byer.

Hjælp! Min kollega er en ROBOT #FutureFab - 10.05.16
Efterhånden som udviklingen af avanceret robot- og automatiseringsteknologi bliver mere fremskreden, bliver det tydeligt for mange, at robotteknologien for alvor er på vej til at bane sig ind på fremtidens arbejdsmarked og at vores kommende kollega lige så godt kan være lavet af metal, algoritmer og touchscreens.

Danish Design Award 2016 - 07.04.16
Årets store danske designbegivenhed, som hyldede de bedste designløsninger og viste de mange måder, hvorpå design kan gøre en forskel for vores samfund. Afholdt i Industriens Hus 7. april 2016.

Seneste
Nyhedsbrev
Få nyheder om Dansk Design Centers aktiviteter direkte i din inbox