Søg
Hvordan kan vi designe bæredygtige forretningsmodeller baseret på open source principper?
17. december 2015
I Dansk Design Center afholdte vi i november fire workshops sammen med en række danske og internationale eksperter. Vi bad dem hjælpe os brainstorme over en række temaer inden for DDC’s nye arbejdsfelt, Fremtidens Fabrikation, som sætter fokus på Danmark som produktionsland. Workshop #2 stillede spørgsmålet: Hvordan kan vi designe bæredygtige forretningsmodeller for produktionsvirksomheder baseret på open source principper?
#FutureFab workshop by Danish Design Centre, exploring how to create open-source business models.

Til denne workshop havde vi inviteret en bredt favnende gruppe af fagfolk, som strakte sig over felter såsom deleøkonomi, cirkulær økonomi, forretningsudvikling, iværksætterrådgivning og teknologiforskning – og som blev suppleret af én af de absolutte internationale eksperter på området, Dr. Peter Troxler fra Rotterdam University of Applied Sciences, som har forsket i åbne forretningsmodeller gennem flere år og endvidere har en praktisk baggrund fra flere produktionsvirksomheder.

Hvad er open source?
Lad os dog lige træde et skridt tilbage og klarlægge hvad open source egentlig er, og hvorfor det er relevant at tale om, når vi snakker om Danmarks fremtid som produktionsland.

Begrebet – som kan oversættes til “åben kildekode” – har sit udspring i software-verdenen, hvor vi siden slutningen af 1970’erne har set en hastigt voksende bevægelse af programmører (og sidenhen en stærk global branche af virksomheder, også i Danmark), som skaber software, hvor selve (kilde-)koden er frit tilgængelig for offentligheden. Dette modsætter sig den traditionelle model, hvor man som softwareskaber har holdt koden beskyttet og gjort modificering ulovlig. Motivationen bag open source er dels at skabe transparens og give slutbrugeren bemyndigelse til at råde frit over produktet, man har købt, men i lige så høj grad at lade brugeren lave opdateringer og forbedringer. Denne decentraliserede udviklingsmodel, hvor brugerne bidrager til at forbedre produktet, skaber et aktiv for producenten, idet open source licensen dikterer at enhver videreudvikling skal ske under samme åbne vilkår. Dermed kan den oprindelige software-skaber lukrere på den gratis videreudvikling af hans eller hendes produkt.
Motivationen er således ikke kun almengavnlig, men i høj grad også profitabel, idet man som virksomhed kan spare lønudgifter til programmører og i stedet udvikle produkter i samarbejde med et globalt netværk af medudviklere,som samtidig lukrerer på deres eget arbejde og kan genbruge kode igen i andre sammenhænge. Man kan således sige, at open source sikrer, at virksomhederne og udviklerne står på skuldrene af hinanden, i stedet for at konkurrere – men med profit for alle involverede og en kraftigt accelereret udvikling til følge. At det kan være en  god forretning understreges af, at vi nu om dage ser kæmpevirksomheder som eksempelvis Google, Microsoft og Apple omlægge produkter til open source udviklingsforløb i hastigt tempo.

Open source for fysiske produkter
Med den seneste udvikling er principperne fra open source begyndt at bevæge sig fra software over i fysiske produkter. Dét kalder man internationalt for open source hardware, og idéen er kort og kort, at det ikke kun er for virtuelle produkter, at det kan give rigtig god mening for producenter at åbne teknologi, know-how og designs op for offentligheden. Eksempelvis fjernede det store amerikanske firma Tesla for nyligt alle patenter på deres el-biler, og inviterede alle verdens skarpe hoveder til at bruge teknologien frit og hjælpe med at udvikle deres forretning i milliardklassen.

Skiftet fra lukket og beskyttet til åben og frit tilgængeligt er dog ikke let at lave – og for mange virksomheder udgør det nye open source mindset en stor udfordring. Således betegnes open source ofte som endisruptive technology – altså en forstyrrende teknologi eller tankegang. Det er blandt andet dette, som Fremtidens Fabrikation håber at lave om på ved at bidrage til, at gøre det nemmere for danske virksomheder at træde ud i at skabe open source forretningsmodeller omkring deres produkter.

Internationalt overblik og et indblik i open source styrkepunkter
Workshoppen tog udgangspunkt i netop disse potentialer og udfordringer, som er forbundet med open-source principper. Vi startede med oplæg fra Troxler, som gav et overblik over udviklingen internationalt, og Magnus Christenson fra Socialsquare, som til dagligt arbejder med at rådgive og udvikle virksomheder i brugen af open source licenser. Magnus fremhævede, at man med open source kan skabe store communities omkring sine produkter, og herigennem åbne nye internationale markeder og skabe større bruger- og kundeloyalitet, men også accelerere innovationsprocesser og nytænkning i produktudviklingen ved systematisk at invitere stærke kernebrugere og nye med-udviklere med i processen. Socialsquare har indspillet en 4-minutters video, som kort skitserer hvad open source er og hvilke styrker det bringer med sig – se den her.

Kan vi ændre skepsis til nysgerrighed og eventyrlyst?
Gennem fælles diskussion blev det tydeligt, at workshopdeltagerne i deres netværk generelt oplever en stor nysgerrighed overfor open source principper i erhvervssammenhæng, men også at der generelt hersker en stor usikkerhed og skepsis omkring bæredygtigheden i den grad af åbenhed, som open source principperne vil bringe ind i virksomhederne. Dette skyldes først og fremmest en generel mangel på viden, som ledsages af en udbredt interesse i at lære mere, eksempelvis fra udlandet, og på den måde ændre skepsis til motivation. En klar pointe fra diskussionen var, at det ville være enormt gavnligt, hvis det var lettere at finde inspiration og tilgå viden om konkrete cases, der kunne anspore danske virksomheder til at forstå principperne bedre og dermed i højere grad turde eksperimentere og udforske de muligheder, som det ville åbne op for i deres konkrete tilfælde, så Danmark kan bevæge sig på forkant af udviklingen og ikke halte bagefter

Gennem en række designøvelser blev deltagerne ført videre til en brainstormfase, hvor de blev bedt om at nedfælde visioner af både kort- og langsigtet karaktér – i form af både konkrete projektidéer, og felter som de gerne så udforsket yderligere, samt indsatser som et øget fokus og eventuelt fælles indsats ville kunne muliggøre. Den følgende mindmap optegner hovedstrømningerne, som blev bragt på banen – og mange af de konkrete idéer, som opstod i dialogerne.

Publikation
#2 Mindmap af Fremtiden Fabrikation workshop

Som det fremgår er der nogle meget konkrete arbejdsfelter, som Fremtidens Fabrikation kan agere platform for og give anledning til at smøge ærmerne op og hive design-værktøjskassen frem og tage hul på. Eksempelvis at kortlægge eksisterende indsigter, viden og ikke mindst nationale og internationale aktører indenfor feltet på en måde, så nysgerrige virksomheder og iværksættere kan orientere sig og nemt igangsætte enten fuldskala initiativer eller pilotforløb, som tager hul på open source-baserede forretningsmodeller. Dette kunne eksempelvis suppleres af en indsats for at skabe kurser og træning, som konkret kunne hjælpe virksomheder til at indføre open source principper i deres specifikke kontekst.

Et andet stort felt i mindmappen er idéer til policy-arbejde og ønsket om at få etableret et politisk fokus i eksempelvis Erhvervsministeriet og i stærke brancheorganisationer som DI omkring hvad open source kan gøre for det danske samfund – og specifikt hvilken skabelse af erhvervsmæssige vækstmuligheder det repræsenterer. Dette kunne eksempelvis ske i form af en analyse af værdikæderne i dansk produktion, klarere regulativer for intellektuel ejendom og en udforskning af det økonomiske potentiale for forskellige brancher.

Workshop som startskud
Diskussionerne pegede langt ud over de 3 timer, som der var afsat til at tage hul på emnet. Men hele udgangspunktet er netop også at workshoppen langt fra sætter punktum for nysgerrigheden og disse dialoger – tværtimod er det tænkt som startskuddet. Målet med denne workshop og de øvrige i serien er – i samarbejde med vores netværk – at udvikle et 3-årigt program, som aktivt via designpraksisser skal styrke danske produktionsvirksomheders mulighed for øget vækst, samt skabelse af innovative produkter og mere bæredygtige løsninger. Vi skal nu igang med at fastlægge konkrete aktiviteter til 2016 og på længere sigt, og inviterer hermed alle læsere af denne blog post til at tage kontakt og bidrage til vores arbejde. Dette gøres ved at kontakte Julie Hjort og Christian Villum på henholdsvis jhj@ddc.dk og cvi@ddc.dk eller gennem dialog på de sociale medier med brug af hashtagget #FutureFab.