Menu
Søg
Verdens unge talenter slippes løs i Danmark
17. august 2017
1000 talenter fra hele verden er i disse dage i Danmark for at arbejde med FNs verdensmål for bæredygtig udvikling som en del af initiativet UNLEASH. Mandag besøgte 150 af dem Dansk Design Center for at høre om og give input til vores arbejde med design og sundhed.

Verden står overfor en række massive udfordringer, så hvorfor ikke lade de skarpeste hoveder i de yngre generationer fra hele verden mødes og samarbejde om fremtidens løsninger?

Det er tanken bag UNLEASH, et nyt globalt innovation lab, der hvert år frem mod 2030 vil samle 1000 globale talenter til at samarbejde om FNs verdensmål for bæredygtig udvikling. UNLEASH Innovation Lab finder sted for første gang i år i Danmark fra 12.-21. august. Over 115 forskellige lande er repræsenteret blandt deltagerne, der er 20-35 år gamle, har passion for co-creation og arbejdet med at løse verdens udfordringer, og repræsenterer en bred vifte af fagligheder indenfor forskning, erhverv, iværksætteri og teknisk ekspertise.  

Et af årets temaer er sundhed, og som en del af programmet besøgte de 150 deltagere Dansk Design Center for at høre om og give input til projektet Boxing Future Health, hvor eksperter og aktører fra det offentlige og private sundhedslandskab udvikler fremtidsscenarier for sundhedsvæsnet år 2050.

UNLEASH Innovation Lab 2017 besøger Dansk Design Center
UNLEASH Innovation Lab 2017 besøger Dansk Design Center
UNLEASH Innovation Lab 2017 besøger Dansk Design Center
UNLEASH Innovation Lab 2017 besøger Dansk Design Center

”I Boxing Future Health undersøger vi fremtidige sundhedsbilleder, og de engagerede, entusiastiske talenter kom med virkelig kvalificeret input, der kan føre til nye erkendelser i både vores og deres eget videre arbejde”, siger projektleder Anne Danielsen.

Som eksempel på hvordan en designtilgang i praksis kan skabe bedre sundhedsløsninger, præsenterede designer Jesper K. Thomsen systemet DoseSystem, en enkel men effektiv ”medicinhusker”, der modvirker forkert medicinindtag hos særligt ældre borgere. Med DoseSystem har Jesper vist vigtigheden af at skære ind til benet i en designproces og fokusere på én problemstilling og ét formål; at huske at tage sin medicin på det rigtige tidspunkt.

DoseSystem bruges i dag i 50 % af landets kommuner og sælges i fem lande. DoseSystem var desuden finalist i Danish Design Award i 2016.

UNLEASH Innovation Lab 2017 fortsætter ugen ud med idéudvikling på folkehøjskoler og hos virksomheder og organisationer rundt om i landet, og sluttes af den 21. august med UNLEASH Festival i Aarhus med workshops, paneldebatter, interaktive udstillinger, priser til de bedste løsninger og keynote taler om bæredygtighed og innovation.

Læs mere om Boxing Future Health
Boxing Future Health igangsættes af Dansk Design Center med en række scenarieworkshops henover efteråret. Læs mere om projektet og kontakt Anne Danielsen, hvis du vil høre mere.

Fakta

FNs verdensmål for bæredygtig udvikling - Sustainable Development Goals, SDG, er 17 mål, der blev vedtaget af FNs medlemsstater i 2015 og skal gøre en ende på fattigdom i verden, bekæmpe ulighed og uretfærdighed, og tacle klimaforandringer inden år 2030.

Læs mere om SDG - FNs verdensmål 

Seneste

Seneste
Nyhedsbrev
Få nyheder om Dansk Design Centers aktiviteter direkte i din inbox