Menu
Søg
Vi søger studerende til studiejobs og praktikophold
Dansk Design Center søger løbende dygtige studerende, der kunne tænke sig at komme i praktik eller blive studentermedhjælper hos os.

Vil du være en del af Dansk Design Center? Vi søger løbende dygtige studerende til enten praktikforløb eller studenterstilligner. Som praktikant eller studentermedhjælper i Dansk Design Center vil du i tæt samarbejde med husets projektledere og eksterne samarbejdspartnere bidrage til designdrevne forløb, der kan tilføre værdi til erhvervslivet. Vi arbejder for at realisere en række projekter, der alle har fokus på at styrke erhvervslivets brug af design som driver for innovation og vækst.

Du skal være under uddannelse samt kunne kommunikere på dansk i skrift og tale for at komme i betragtning. Vi søger studerende med kompetencer inden for forskellige områder, det gælder fx business, design, kommunikation, policy og antropologi.

Business
For bedst muligt at kunne møde virksomhederne og bidrage til at målrette anvendelsen af design er indsigt i private virksomheders vilkår afgørende. Det indebærer indsigt i at starte og drive virksomhed, herunder forståelse for erhvervsøkonomi, forretningsmodeller, ledelse, organisation mv.

Design
For at være en troværdig organisation skal Dansk Design Center have indsigt i dansk design: dansk designhistorie og ‘DNA’, designmetoder, designtrends samt designbranchen og dens aktører.

Kommunikation
Kommunikation er bygget ind i og skal understøtte alle facetter af Dansk Design Centers arbejde. Det er derfor vigtigt, at vi mestrer kommunikation til alle målgrupper: virksomheder, designere, myndigheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner m.fl. og kan betjene sig af alle relevante kommunikationskanaler.

Policy
Dansk Design Center er indlejret i særligt den erhvervs- og innovationspolitiske dagsorden. Vi er derfor afhængige af at have et stort kendskab til offentlige organisationer og indsigt i politiske beslutningsprocesser samt policyudvikling. Samtidig skal vi kunne præge udviklingen af design som et centralt element i erhvervs- og innovationspolitikken og rådgive andre erhvervsfremmeaktører om værdien af anvendelse af design.

Antropologi
For effektivt at kunne opsamle og formidle læring fra de projekter, vi gennemfører, kræves stor indsigt i samfundsvidenskabelige og humanistiske metoder til dataindsamling, interviewteknikker og kvantitativ/kvalitativ analyse. Vi trækker på discipliner som antropologi, etnografi, kulturvidenskab, sociologi og økonomi.

Generelt søger vi studerende, der

  • Kan arbejde på tværs af projekter.  
  • Kan formidle ny viden, og ved hvordan den sættes i spil
  • Kan bidrage til at udvikle, planlægge og koordinere events og workshops i samspil med vores netværk.
  • Det er en fordel, hvis du har flair for mediearbejde: eksempelvis fotografering, videoredigering, webdesign og grafisk arbejde i eksempelvis Adobe-programsuiten.

Vi forventer, at du

  • Har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, fx fra CBS, SDU, designskolerne, ITU, DTU eller en samfundsvidenskabelig uddannelse.
  • Er interesseret i design-, erhvervs- og innovationspolitik.
  • Er nysgerrig på design og den værdi, det kan tilvejebringe i et forretnings- og samfundsperspektiv

Et praktikforløbet i Dansk Design Center
Et praktikforløb strækker sig typisk over fem til seks måneder. Præcis opstart og afslutning kan aftales individuelt. Du vil typisk blive tilknyttet ét til to af Dansk Design Centers projekter. Hvis du har interesse for et særligt projekt, er du velkommen til at målrette din ansøgning dette projekt. Praktikforløbet er ulønnet, men udgifter til forplejning, IT-udstyr mv. dækkes af Dansk Design Center.

Et studiejob i Dansk Design Center
Et studiejob i Dansk Design Center er lønnet og er ikke tidsbegrænset. Du vil typisk blive tilknyttet flere af Dansk Design Centers projekter. Hvis du har interesse for et særligt projekt, er du velkommen til at målrette din ansøgning dette projekt. Udgifter til  IT-udstyr mv. dækkes af Dansk Design Center.

Om Dansk Design Center
Dansk Design Center arbejder for at styrke anvendelsen af design i erhvervslivet, bidrage til professionalisering af designbranchen, og fremme design nationalt og internationalt. Vores mål er herigennem at bidrage til Danmarks innovationskraft, vækst og velfærd. I tætte partnerskaber med erhvervsliv, designvirksomheder, offentlige organisationer og forsknings- og uddannelsesinstitutioner:

  • Udvikle og leder vi eksperimenterende designprogrammer fra lille til stor skala
  • Høste ny indsigt i sammenhængene mellem design, innovation og vækst
  • Kommunikerer om designs værdiskabelse, for dermed at skabe spredning og forankring af designfremmende aktiviteter nationalt og internationalt.

Spørgsmål?
Spørgsmål kan rettes til sekretariatschef Anne Christine Lyder Andersen på mail acl@ddc.dk eller telefon 31317374.

Interesseret?
Send din ansøgning, CV og dokumentation for at du er under relevant uddannelse til job@ddc.dk.

Seneste
Nyhedsbrev
Få nyheder om Dansk Design Centers aktiviteter direkte i din inbox