Menu
Søg
Derfor skal fremtidsscenarier være en del af din strategi
8. juli 2019
Hvad sker der, når vi mærker, lytter til og smager på fremtiden? Dr. Rafael Ramirez, leder af scenarieplanlægning ved Oxford Universitet, og vores programleder Sara Gry Striegler forklarer, hvorfor scenarier er et effektivt strategiværktøj

I denne uge har vi i Dansk Design Center besøg af en delegation fra Oxford Saïd Business School, der skal udforske scenarierne for fremtidens arbejdsmarked. Deltagerne tager udgangspunkt I sundhedssektoren og skal blandt andet afprøve de fire fremtidsscenarier i vores “Boxing Future Health”-program. Dr. Rafael Ramirez, en af verdens førende scenarieforskere, forklarer i dette interview, hvordan scenarier kan være et værdifuldt værktøj for virksomheder.

Oxford Saïd Business School

Scenarieplanlægning er blevet et populært værktøj for både virksomheder, organisationer og myndigheder. Du har bl.a. arbejdet med BMW, Hewlett Packard og Royal Mail. Hvorfor denne popularitet?

Der er flere faktorer. Større organisationer er begyndt at anvende det, og dermed bliver flere inspireret af metoden. Samtidig er flere begyndt at se ulemperne ved konventionel fremtidsplanlægning, der tager udgangspunkt i verden af i går. Når jeg flyver med British Airways til København, formoder jeg, at de ved, hvor meget brændstof, de skal bruge, og hvor træt piloten er efter et vist antal arbejdstimer. Det er baseret på store mængder data. Men i flere af dele af vores fremtid er gårsdagens data blevet unyttig. For eksempel når vi skal planlægge en fremtid efter Brexit. I scenarieplanlægning taler vi om TUNA – Turbulens, Uforudsigelig usikkerhed, Novelty (nyskabelser) og Ambiguity (modsætninger). Er bare en af disse forudsætninger til stede, kan vi ikke anvende traditionelle værktøjer til at planlægge fremtiden.

Jeg er direktør for en større virksomhed. Min virksomhed har en strategi med en mission, vision, KPI’er m.m. Jeg har fokus på min bundlinje og på at tiltrække de rigtige mennesker – min strategi er konkret, og jeg ved, hvordan jeg skal implementere den. Hvorfor skal jeg bruge scenarieplanlægning?

Fordi du uden videre antager, at din strategi har et hjem, når den skal implementeres. Du skal bruge scenarieplanlægning, når du ikke er overbevist om, at fremtiden passer til din strategi. Tag Roll’s Royce, der designer, fabrikerer og distribuerer motorer til luftfart og andre industrier. For nogle år siden faldt oliepriserne drastisk, og det kunne ikke betale sig at udskifte motorerne. Virksomhederne holdt op med at investere i nye motorer, og Roll's Royce led store tab. Den slags kan man ikke planlægge med konventionelle metoder.

Brug scenarieplanlægning, når du ikke ved, om fremtiden passer til din strategi

Dr. Rafael Ramirez

Hvis du vil på et olympisk hold, ved du, hvad du skal gøre: træne, træne, træne. Men hvis du planlægger Olympiaden, kender du ikke altid konteksten, som din strategi skal passe ind i. Der har du brug for en plan, der er robust nok til at modstå uforudsete forandringer. Og der kommer scenarieplanlægning i spil.

Hvordan kan jeg påbegynde processen, og hvem skal jeg involvere?

For det første er det vigtigt at vide, at der er mange dårlige scenarieplanlæggere i markedet. Du skal kunne skille fårene fra bukkene – se på fejltagelser og succeser, tal med mennesker, der har prøvet processen. Send 2-3 ansatte på et scenarieplanlægningsprogram, og overvej grundigt hvordan lige præcis din virksomhed vil bruge principperne, og om det er nødvendigt at hyre en ekstern konsulent til processen.

Programleder for Future Health, Sara Gry Striegler, fortæller om Boxing Future Health-scenarierne

God scenarieplanlægning begynder bagfra med at kigge på brugeren og formålet. Når scenarieplanlægning går galt, er det ofte, fordi det er uklart, hvem der skal bruge resultaterne – er de til direktøren, bestyrelsesformanden, risk manageren? Bruger, anvendelse og formål skal være helt klart fra begyndelsen. Og så må du ikke forveksle forudsigelser med scenarier. Fremtidsplanlægning og langtidsplanlægning er to meget forskellige ting. I scenarieplanlægning arbejder vi med fremtiden for at forbedre nutiden.

Franskmændene taler om henholdsvis “le futur” – fremtiden – og “l’avenir” – det, der kommer. Man skal forestille sig forskellige versioner af fremtiden for at træffe de rette valg i nutiden. De bedste scenarier har både positive og negative elementer. Det er ikke Himmel eller Helvede. Man skal kunne se både nye muligheder og nye risici. Men først og fremmest skal forventningerne være realistiske. Hvis du afsætter 100 timer til scenarieplanlægning, så brug 2/3 af dem på at tænke over, hvem resultaterne er til, hvor og hvordan scenarierne skal gøre en forskel, og hvad succeskriterierne er.

Seneste

Seneste
Nyhedsbrev
Få nyheder om Dansk Design Centers aktiviteter direkte i din inbox