Menu
Søg
Når vi rækker ud efter stjernerne
7. juni 2019
“Vores skæbne er ikke op til stjernerne, men til os selv,” sagde Shakespeare, og med det mindede han os alle om, at vi er i stand til at forme det liv, vi ønsker at leve. Det virker åbenlyst, men ofte glemmer vi det, når vi diskuterer og bekymrer os om fremtiden.
Vi må ikke glemme, at det er os selv, der former fremtiden – ikke en mystisk kraft.
Vi må ikke glemme, at det er os selv, der former fremtiden – ikke en mystisk kraft.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Shaping The Next, et magasin vi publicerede i anledning af vores 40 års fødselsdag. Hvis du ikke får fingrene i et ved at komme til et af vores morgenarrangementer (følg med via vores nyhedsbrev), kan du finde magasinet som digital udgivelse herunder.

Når vi rækker ud efter stjernerne
Stjernerne er ikke længere den altoverskyggende, mystiske kraft, som vi sætter vores lid til, når det handler om at påvirke vores skæbne. I stedet har vi fundet en anden, næsten overjordisk, guddommelighed at dyrke, nemlig teknologien. Teknologien har altid været kilde til både bekymring og muligheder, og det er i vores teknologidyrkelse vigtigere end nogensinde at huske på, at det er os, der former teknologien, og ikke den anden vej rundt. Eller er det?

Kunstig intelligens (AI) vil på et tidspunkt nå bevidsthedsplanet. Det kan tage 25 eller 50 år, men det vil ske. Resultatet vil være væsner, som vi må sameksistere med, og man kan vælge at se dem som repræsentanter for den overnaturlige kraft, som Shakespeare forkastede så selvsikkert. Altså væsner, der vil være med til at forme vores skæbne. Men er det så slemt? Hvis vi forestiller os kunstig intelligens som Terminator-lignende væsner, der vil kunne bestemme, om mennesket skal fjernes fra jordens overflade, ja, så vil det ikke være så godt. Men hvad nu hvis man tænker evolutionen af mennesket og den kunstige intelligens som værende meget mere direkte forbundne, hvor vi ikke udvikler os som rivaler, men mere som et fælles hold?

"Stjernerne er ikke længere den mystiske kraft, som vi sætter vores lid til, når det handler om at påvirke vores skæbne. I stedet har vi fundet en anden guddommelighed at dyrke, nemlig teknologien."

Ashwin Vaswani
Lad os glemme vores frygt for ny teknologi og i stedet erstatte den med konstruktiv og kritisk nysgerrighed.

Lige nu er vi allerede ved at udviske idéen om mennesket som en ren biologisk og naturligt udviklet organisme. Optimering i form af medicinske implantater (pacemakere, kunstige hofter, osv.), sensoriske hjælpemidler (som f.eks. briller, kontaktlinser, høreapparater) og avanceret kirurgi, kombineret med potentialet i DNA-sekvensbestemmelsens nye grænseland og genmodificering, er blot begyndelsen til at gøre mennesket til noget andet og mere.

I takt med at vi fortsætter med at hacke og forbedre os selv, vil mennesket og maskinen smelte sammen længe før, den virkelige kunstige intelligens, også kendt som AGI (Artificial General Intelligence), kommer. Små hjerneoptimerende, kunstige intelligens-enheder, som Doug Engelbert tilbage i 1962 kaldte IA (Intelligence Amplification), vil blot være første stadie af fusionen mellem vores hjerne og computerchips, og med tiden vil vores virkelighed, identitet og selvopfattelse naturligt ligne computernetværkenes knudestruktur i langt højere grad, end hvad vi er i stand til at forestille os nu. Det er den naturlige udvikling af, at vi allerede nu er så tæt forbundne. Denne sammensmeltning, og den sande virkeliggørelse af cyborgen, vil ske meget før, vi vil se kunstige overmennesker sige "goddag, verden" for første gang.

Måske er det i virkeligheden et meget naturligt skridt at indbygge overnaturlige egenskaber og optimere os selv i stedet for at bygge eksterne enheder. Når man tænker over det, så leder det tilbage til Shakespeares citat og den menneskelige natur. Evnen til at forme vores egen skæbne kommer indefra. Kan du forestille dig, at fremtidige generationer anvender de teknologiske fremskridts højdepunkter til at avancere noget andet end os selv og vores egne evner og muligheder? Dem, der tror på sammensmeltningen mellem menneske og maskine, singulariteten, forudser, at det vil ske omkring 2045. Da vil de første mennesker uploade sig selv i skyen. Og så kan vi lige så godt downloade noget overmenneskeligt kunstigt intelligens, når nu vi er i gang.

Hvis dette med stor sandsynlighed er den retning, vi går i, så lad os glemme vores frygt for den nye teknologi og i stedet erstatte den med konstruktiv og kritisk nysgerrighed. Uanset hvilken overnaturlig kraft, teknologien kommer til at skabe, så vil det alligevel være os, der skal tage den til os. Lad os tage styringen og designe den fremtid, hvor ny fantastisk teknologi supplerer den menneskelige tilstand frem for at frarøve den noget. Her er design et afgørende redskab: Design kan se proaktivt og nysgerrigt ind i fremtiden og gøre den bedre end nutiden.

Historisk set har vi altid kunnet sætte vores lid til designpraksisser, når nye teknologier har gjort os ude af stand til at se fremtiden i et klart lys. Design har hjulpet os med at udforske og styre os frem til fornuftige og gode resultater, selv om vejen dertil har været uklar. De udfordringer, som vi står overfor nu, er ikke anderledes. De fører os blot endnu højere op end vores vildeste drømme.

Eller Shakespeares drømme i hvert fald.

Publikation
Shaping the Next

Seneste

Seneste
Nyhedsbrev
Få nyheder om Dansk Design Centers aktiviteter direkte i din inbox