Menu
Søg
Sådan designer vi fremtidens grønne velfærdssamfund
18. november 2019
Det danske design DNA er ikke blot et stærkt brand – det er også et vigtigt værktøj i omstillingen til et grønnere velfærdssamfund
Windmill
Benett Tobias Bgusyee

I Dansk Design Center er vi stolte af at repræsentere Danmark som designnation i udlandet og gang på gang opleve den positive modtagelse af vores stærke designtradition og det design DNA, der ligger bag. I Danmark og Norden vinder vi priser for at skabe brugervenlige, enkelte, innovative og smukke løsninger af høj kvalitet. Som når problemet med manglende regnvandsopsamling bliver løst i form af Rabalder Parken i Roskilde – et regnvandsanslæg, der fungerer som populært skateområde på alle årets tørre dage. 

Vi er anerkendte for den måde, vi designer på i Danmark – i åbne, transparente og kreative processer. Det hænger naturligvis sammen med, at vores designtradition er vokset ud af det danske velfærdssamfund og bygger på et stærkt værdisæt, hvor ansvarlighed, lighed, tillid og høj livskvalitet er grundvilkår. Det er også tilfældet med Rabalder Parken, som blev udviklet af Nordarch og GHB Landskabsarkitekter i tæt dialog med skatere og frivillige i Roskilde.

Rabalder Parken
Rabalder Parken

I disse tider, hvor presset på kloden og dens ressourcer stiger, og verden stimler sammen om FN’s verdensmål og ambitiøse klimamål, er det blevet tydeligt for os, at vi med det danske DNA i rygsækken står med  et spændende, uudnyttet potentiale, men også et stort ansvar for at levere nye løsninger til den bæredygtige omstilling med netop vores design DNA.

I Dansk Design Center er vi derfor altid på udkig efter nye partnerskaber og alliancer, så vi for alvor kan sætte turbo på den store transformation, vi står overfor. Derfor rækker vi nu ud til mulige samarbejdspartnere i både Danmark og udland for at skabe nye samarbejder, som kan præge omstillingen.

Verdens mest ambitiøse klimamål
Senest har den regeringen, ført an af statsminister Mette Frederiksen, slået fast, at vi skal reducerevores CO2 udslip med 70% sammenlignet med 1990. Vi er allerede langt, men både politikere, embedsmænd, forskere og erhvervsfolk erkender, at vi får brug for radikal nytænkning og gennemgribende forandringer, hvis vi skal nå dette ambitiøse mål allerede i 2030. Det er muligvis første gang, det politiske lederskab i Danmark – også på tværs af fløjene – erkender, at det er en opgave, vi endnu ikke ved, hvordan vi skal løse.

Det kan man vælge at se som dybt bekymrende. Eller som en fantastisk mulighed for ny innovation, værdiskabelse og lederskab fra vores lille land.

En omfattende transformation
Vi står ganske enkelt over for en omfattende transformation mod et helt nyt samfund. Vi skal gentænke vores vækstbegreb, produktionsapparat, vores offentlige organisationer og forbrugeres adfærd. Vi bliver nødt til at udvikle løsninger på svære spørgsmål, vi endnu ikke har svaret på. Her skal ny teknologi og nye politiske krav  udvikles, implementeres og omsættes til ny adfærd, og virksomheder, offentlige organisationer og civilsamfund skal arbejde sammen på nye måder og i nye værdikæder. Nok er vi et lille land, men hvad nu hvis vi kunne aktivere designerens mindset og metoder til at forme den bæredygtige omstilling med netop brugervenlighed, enkelthed, innovation og skønhed? Hvad nu hvis det danske design DNA ikke blot var et stærkt brand, men også en primær drivkraft for innovation, der kan løfte os gennem omstillingen?

Design alene kan på ingen måde løse den komplekse udfordring. Men som metode og systematik kan design være en vigtig komponent i Danmarks rejse mod at nå både FN-mål og klimamålsætning, fordi vi netop, som det så elegant blev gjort med Rabalder Parken, kan vende ressourcemæssige begrænsninger og nye krav til løsninger, der appellerer bredt til danskerne.

Det danske design DNA
Dansk Design Center
Det danske design DNA

Design som værktøj
I Dansk Design Center har vi omfattende erfaring med at bygge programmer, transformations- og undervisningsforløb, hvor design er metoden for udvikling af ny værdi. Med det afsæt er det særligt på følgende områder, vi ser designs potentiale i den bæredygtige omstilling:

  • Design er et transformationsværktøj til at udvikle nye kreative løsninger på komplekse problemer, vi endnu ikke kender svaret på – i form at nye forretningsmodeller, systemer og værdikæder.
  • Design kan, ved at insistere på bred værdiskabelse, sikre, at ny teknologi og nye forretningsmodeller gavner både mennesker, samfund og kloden. 
  • Design kan upartisk mægler og systematisk facilitator bringe forskellige fagligheder og aktører sammen på tværs af virksomheder, offentlige institutioner og civilsamfund og hjælpe dem med at udvikle nye værdikæder.

Vi er i Dansk Design Center allerede i fuld gang med flere programmer med fokus på bæredygtighed og grøn omstilling gennem designmetoder – fra cirkulære løsninger i det byggede miljø, konkurrencen Circular Construction Challenge (for Realdania), der bidrager med nye løsninger til bæredygtigt byggeri, til den designdrevne inkubator Innofounder (for Innovationsfonden), hvor op imod 70 procent af de deltagende startups fokuserer på at skabe miljø– og samfundsmæssig værdi. Men vi ser et enormt potentiale i at skalere designernes tænkning og metoder til en langt større vifte af grønne udfordringer.

'
Form det grønne velfærdssamfund med os

Vi håber, at dette indlæg kan føre til nye møder, spændende samtaler og forhåbentligt nye, gode samarbejder – så hold dig ikke tilbage, hvis du har forslag, idéer eller perspektiver til indlægget, som vi ikke selv har set.
Du kan kontakte programleder Julie Hjort på jhj@ddc.dk.

Seneste

Seneste
Nyhedsbrev
Få nyheder om Dansk Design Centers aktiviteter direkte i din inbox